---
title: "Vedtægter"
date: "2026-06-17"
created: "2026-06-17"
---

[Hjem](https://vraa-varmevaerk.dk/)

                    [Vrå Varmeværk](https://vraa-varmevaerk.dk/vraa-varmevaerk)

                [Vedtægter](https://vraa-varmevaerk.dk/vraa-varmevaerk/vedtaegter)

# Vedtægter

[Download vedtægter](https://vraa-varmevaerk.dk/p/MOLIRIMEDIA/b7f8c8d5-97f4-4bdb-4f5d-08deb175de78)

## § 1. Selskabsform

 1.1 Selskabets er et andelsselskab med begrænset ansvar. Dets navn er Vrå Varmeværk A.m.b.a. Hjemsted er Vrå.

## § 2. Formål

2.1 Selskabets formål er på bedst og billigst måde at levere den fornødne varme til andelshavere og varmeaftagere. Selskabet vil efter bedste evne opretholde en uforstyrret normal forsyning, samt afhjælpe eventuelle opståede skader eller fejl på den del af anlægget, der tilhører selskabet, så hurtigt som muligt. Selskabet påtager sig dog intet ansvar for følgerne af eventuelle driftsforstyrrelser. 2.2 Selskabet kan forestå tekniske og administrative opgaver for andre forsyningsvirksomheder. 2.3 Selskabets forsyningsområde fastsættes til enhver tid af selskabets bestyrelse, under hensyntagen til den til enhver tid gældende lovgivning som til såvel tekniske som økonomiske forhold.

## § 3. Andelshaver

 3.1 Som andelshaver kan optages en fysisk eller juridisk person, såfremt denne er:

- 1. Ejer af en særskilt matrikuleret ejendom.
- 2. Ejer af en ejerlejlighed, når denne har selvstændig hovedmåler tilhørende selskabet.
- 3. Ejer af bygning på lejet grund
- 4. En ejerlejlighedsforening/andelsboligforening eller boligselskab, der som fælles facilitet har den selvstændige direkte tilslutning til selskabets ledningsnet med hovedmåler tilhørende selskabet.

3.2 Enhver, der opfylder de i 3.1 anførte betingelser, og hvis ejendom ligger indenfor forsyningsområdet, er berettiget til at blive optaget som andelshaver, såfremt den pågældende ejendom kan forsynes med fjernvarme.

3.3 Levering kan endvidere ske til varmeaftagere, hvorved forstås enhver der via en andelshaver forsynes med varme. Dette kan f.eks. være det enkelte medlem af en andelsboligforening eller ejerlejlighedsforening, lejere i fjernvarmeforsynede ejendomme, forpagtere etc.

3.4 Levering til ikke andelshavere og evt. varmeaftagere sker på leveringsvilkår, der svarer til de for andelshavere gældende.

3.5 Andelshavere, varmeaftagere og ikke andelshavere skal respektere selskabets gældende vedtægter, samt de øvrige udleverede vilkår for levering af fjernvarme, der måtte være gældende for selskabet, herunder f.eks. tarifblade og de af selskabets bestyrelse udarbejdede almindelige leveringsbestemmelser, samt eventuelle tekniske leveringsbestemmelser. 3.6 Når særlige forhold gør sig gældende, f.eks. med hensyn til bygningskarakter og varmebehov, kan bestyrelsen indgå særaftaler med hensyn til tilslutning og varmelevering.

##  § 4.

4.1 I forhold til tredjemand hæfter den enkelte andelshaver for selskabets forpligtelser alene med den
andelshaveren pålignede tilslutningsafgift. Herudover hæfter andelshaveren ikke personligt.
4.2 Selskabets bestyrelse udarbejder tarifferne under hensyntagen til Gas- og Varmeprisudvalgets
retningslinjer om kostægte tarifansættelse.

## § 5.

5.1 Andelshaveres udtrædelse af selskabet kan finde sted med 18 måneders skriftlig varsel til et regnskabsårs
udløb.
Udtrædelse er dog til enhver tid begrænset af lovgivningen og offentlige myndigheders beslutninger.
5.2 på udtrædelsestidspunktet forpligter andelshaveren sig til at have betalt:

Afgifter i henhold til årsopgørelse.
Eventuelle skyldige beløb.

Et beløb til dækning af udgifter ved afbrydelse af stikledningen ved fordelingsledningen,
nedtagning af måler og andet tilhørende selskabet.

Selskabets omkostninger ved evt. fjernelse af de af selskabet tilhørende ledninger på den
udtrædendes ejendom, i det omfang sådanne ledninger alene vedrører den udtrædendes
varmeforsyning.

En godtgørelse for udtrædelse. Godtgørelsen beregnes som den udtrædendes andel af selskabets
samlede anlægsudgifter med fradrag af de afskrivninger, der har været indregnet i priserne.

Den udtrædendes andel af selskabets anlægsudgifter, med fradrag af foretagne afskrivninger,
beregnes på grundlag af den udtrædende andelshavers andel af selskabets samlede registrerede
bidragspligtige BBR-areal, i regnskabsåret inden opsigelsen.

5.3 En udtrædende andelshaver har ikke krav på nogen andel af selskabets formue.

5.4 Hvis leveringsforholdet ophører, har selskabet efter nærmere aftale ret til at lade ledningsnettet blive
liggende og har fortsat adgang til drift, eftersyn og reparation af dette. Såfremt ledningsnettets forbliven
medfører væsentlige og omfattende hindringer for rummenes eller grundens udnyttelse, og der derfor ikke
kan opnås aftale, kan selskabet anvende ekspropriationsreglerne i varmeforsyningsloven.

##
§ 6.

6.1 Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed
6.2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Generalforsamlingen afholdes i Vrå efter
bekendtgørelse på forsvarlig måde i relevante trykte eller elektroniske medier og med mindst 14 dages
varsel.
6.3 Dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Aflæggelse af beretning.
3. Aflæggelse af regnskab og fremlæggelse af budget.
4. Indkomne forslag.
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.
6. Valg af 2 revisorer, hvoraf den ene skal være statsautoriseret, og 1 suppleant.
7. Eventuelt.

6.4.1 På generalforsamlingen har hver andelshaver eller dennes ægtefælde èn stemme for hver ejendom,
herunder ejerlejlighed, der opfylder betingelserne i $3, stk. 1-2.
6.4.2 For udlejningsejendomme, andelsboligforeninger, ejerlejlighedsforeninger og boligselskaber, udøves
stemmeretten af andelshaveren, med mindre denne vælger at delegere stemmeretten til
varmeaftagerne.
6.4.3 Såfremt andelshaveren vælger at delegere stemmeretten til varmeaftagerne, er disse berettiget til at
afgive stemme pr. registreret bolig/lejemål. Såfremt selskabet senest 8 dage før generalforsamlingen
modtager en opdateret navnefortegnelse fra andelshaveren over de registrerede boliger/lejemål.
6.5 Stemmeret kan udøves ved skriftlig fuldmagt, men ingen kan afgive mere end to stemmer yderligere ved
fuldmagt.
6.6 Det er en forudsætning for stemmeudøvelse, at andelshaveren/varmeaftageren på 8. dagen før
generalforsamlingen ikke er i restance med noget beløb, der af selskabet med rette er eller vil blive
overgivet til inkasso og der ikke er begrundet tvivl om værkets krav på betaling.
6.7 Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed uden hensyn til de mødtes antal.
6.8.1 Vedtægtsændringer kan kun besluttes af andelshaverne, således at stemmeretten hertil ikke kan
uddelegeres efter reglerne i 6.4.2.
6.8.2 Ved vedtægtsændringer kræves, at mindst halvdelen af selskabets andelshavere er repræsenteret på
generalforsamlingen, og endvidere at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de af andelshaverne
afgivne stemmer, som er repræsenteret på generalforsamlingen ved stemmeafgivelsen.
Er mindre end halvdelen af andelshaverne repræsenteret på generalforsamlingen, men forslag er
vedtaget af 2/3 af de repræsenterede andelshavere, indkalder bestyrelsen inden 14 dage til en ny
generalforsamling. Denne generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter datoen for første
generalforsamling og forslag kan da vedtages alene med simpel stemmeflerhed af andelshaverne, uden
hensyn til det repræsenterede antal andelshavere.
6.9 Vedtægtsændringer skal, så længe kommunen har stillet garanti for selskabets gæld, godkendes af
kommunalbestyrelsen.
6.10 Selskabets bestyrelse er bemyndiget til at foretage sådanne ændringer i selskabets vedtægter, som er
nødvendige på grund af offentlige myndigheders krav, uden at reglerne for vedtægtsændring skal følges.
bestyrelsen skal på førstkommende generalforsamling redegør for sådanne ændringer.
6.11 Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest
8 dage før generalforsamlingen. bestyrelsen er forpligtet til at undersøge, om fremkomne forslag, er i
overensstemmelse med gældende lovgivning.
6.12 Det reviderede årsregnskab skal være fremlagt på selskabets kontor senest 8 dage før
generalforsamlingen.
6.13 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen finder fornødent, eller når mindst 1/3 af
andelshaverne skriftligt fremsætter ønske herom ledsaget af de forslag, der ønskes behandlet.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter modtagelsen af skriftligt ønske herom.

## § 7.

7.1.1 Selskabets bestyrelse består af 5 generalforsamlingsvalgte medlemmer, hvoraf mindst 4 medlemmer
skal være andelshavere. Derudover kan kommunalbestyrelsen udpege et bestyrelsesmedlem, hvis
kommunen har ydet kommunegaranti for selskabets lån. Selskabets bestyrelse består således af i alt 6
medlemmer.
7.1.2 Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen, men kan genvælges.
7.1.3 I ulige år afgår 2 bestyrelsesmedlemmer. I lige afgår 3 bestyrelsesmedlemmer.
7.1.4 Det af kommunalbestyrelsen udpegede bestyrelsesmedlem, kan når som helst udskiftes af
kommunalbestyrelsen. Vælger kommunalbestyrelsen ikke, at udpege et bestyrelsesmedlem
reduceres bestyrelsens antal tilsvarende med et medlem.
7.2.1 På hver generalforsamling vælges 2 suppleanter for 1 år ad gangen, et hvoraf mindst 1 skal være
andelshaver. Genvalg kan finde sted.
7.2.2 Ved et bestyrelsesmedlems udtræden af bestyrelsen i valgperioden, f.eks. hvis et bestyrelsesmedlem
mister sin valgbarhed, indtræder suppleanten i bestyrelsen i stedet for det afgående medlem, indtil
førstkommende ordinære generalforsamling.
7.2.3 Suppleanter indtræder i den rækkefølge, i hvilken de er valgt, under hensyn til punkt 7.1.1
7.3 Valgbar som generalforsamlingsvalgt bestyrelsesmedlem og suppleanter er enhver
andelshaver/varmeaftager, som har stemmeret, og enhver person, som er tilknyttet selskaber,
institutioner eller lignende, som er andelshavere/varmeaftagere og har stemmeret. Bestyrelsen afgør
endeligt eventuelle tvivlsspørgsmål om valgbarhed.

## § 8.

8.1 Bestyrelsen har den overordnede ledelse af selskabet og alle dets anliggender. Bestyrelsen fastsætter selv
sin forretningsorden. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand og sekretær.
8.2 Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 af dens medlemmer er mødt til indvarslet møde.
Bestyrelsens beslutninger træffes ved flertalsafstemninger. Står stemmerne lige, er formandens stemme
afgørende.
8.3 Referat fra generalforsamlinger og bestyrelsesmøder indføres i selskabets protokol, der underskrives af
henholdsvis dirigent og bestyrelse.
8.4 Bestyrelsen antager og afskediger daglig ledelse og andet personale, og træffer aftaler om
ansættelsesforhold m.v.
8.5 Bestyrelsen har bemyndigelse til i selskabets navn at optage lån, købe, sælge og pantsætte fast ejendom,
samt foretage enhver anden forretning og disposition vedrørende selskabet.
8.6 Selskabet tegnes af 3 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formand eller næstformand.
Ved køb, pantsætning eller salg af fast ejendom, samt optagelse af lån i øvrigt, tegnes selskabet dog af
den samlede bestyrelse.

## § 9.

9.1 Selskabets regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.
Årsregnskabet opgøres under hensyntagen til lovgivningens bestemmelser og god regnskabsskik.
9.2 Regnskabet revideres af de af generalforsamlingen valgte revisorer.

##  § 10.

10.1 Så længe der består kommunal garanti for selskabets gældsforpligtelser, kan opløsning af selskabet kun
ske med Hjørring kommunes samtykke
10.2 Beslutning om selskabets opløsning kan kun vedtages af generalforsamlingen efter reglerne om
vedtægtsændringer og i øvrigt i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning.
10.3 Besluttes selskabets opløsning, skal der på generalforsamlingen hvor beslutningen tages, vælges en eller
flere likvidator til at forestå opløsningen.
10.4 Eventuelle overskud ved opløsningen skal fordeles mellem andelshaverne i forhold til andelshavernes
andele af selskabets forbrugsuafhængige omkostninger i det sidste regnskabsår. Ingen andelshaver kan
få udbetalt et større beløb end den pågældendes indskudskapital.
Eventuelt overskud herefter anvendes til almennyttigt formål efter generalforsamlingens beslutning.

\_\_\_\_\_\_\_\_\_\_\_\_\_\_\_\_\_

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling i Vrå, den 29. april 1959 med ændringer vedtaget:
På ordinær generalforsamling den 24.9.1962
På ekstraordinær generalforsamling den 15.10.1962
På ekstraordinær generalforsamling den 28.9.1964
På ekstraordinær generalforsamling den 19.10.1964
På ekstraordinær generalforsamling den 15.10.1979
På ekstraordinær generalforsamling den 26.10.1983
På ekstraordinær generalforsamling den 24.10.1990
På ekstraordinær generalforsamling den 24.10.1995
På ekstraordinær generalforsamling den 11.10.2018
På ekstraordinær generalforsamling den 24.04.2019

 Bestyrelsen for Vrå Varmeværk april 2019
Niels Henrik Nielsen
Jeppe Larsen Ledet
Finn Henriksen
Kjeld Andersen
Casper Djernæs
